Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Geek Girl Magazine | 20. september 2017

Scroll to top

Top

3 Comments

Kan vi sige nej til teknologien?

Kan vi sige nej til teknologien?

Your ads will be inserted here by

Easy Plugin for AdSense.

Please go to the plugin admin page to
Paste your ad code OR
Suppress this ad slot.

jimdyson-redferns-gettyimages

img-credit: Jim Dyson/Redferns via Getty Images

I torsdags var jeg til koncert med Lars H.U.G i Vega. En længe ventet koncert, da jeg har været storfan af ham siden han udgav “Kysser himlen farvel” tilbage i 87′. Der var lagt i ovnen til en stor aften fyldt med gode minder, fællessang og gensidig glæde.

Dog var der noget helt helt anderledes ved koncerten end sidst jeg hørte Lars live. Der var noget som hev mig ud af stemningen gang på gang, noget som forstyrrede. Som fik mig til at falde ud af takt eller misse en strofe. Noget der mindede mig om den allestedsnærværende teknologi: Mobiltelefoner der filmede.

Det skal lige siges at det var ikke helt så slemt, som jeg har oplevet til andre koncerter, hvor musikken har appelleret til et yngre publikum. Dér kan man stort set ikke se scenen for bar mobiltelefoner. Publikum til Lars H.U.G er mestendels midaldrende og har et mere afslappet forhold til de elektroniske medier. De har måske ikke brug for at kunne dokumentere alt hvad de foretager sig, på samme måde som unge, der Snapchatter sig gennem tilværelsen.

At det er et problem for koncertgængere verden over, er ikke noget nyt. Men at jeg lige nævner det i forbindelse med denne koncert, var at jeg havde haft forventninger om at genopleve mine ungdoms koncerter med Lars H.U.G. og nu blev den så anderledes pga. den nye teknologis fremkomst.

Et af verdens mest kendte musikmagasiner, The Rolling Stone, lavede på et tidspunkt en liste over de 10 mest irriterende opførelser til en koncert.  Under punkt nr. 9 står der bl.a. “Du har betalt en del penge for at komme til en koncert, og alligevel står du glædesløst og ser på en lille skærm på din telefon. Det giver ikke mening.”

For mig giver det heller ikke mening, da jeg forestiller mig, at de unge slet ikke oplever selve koncerten når de samtidig skal filme og bliver forstyrret af de andre der filmen. Jeg spekuleret på om det handler om at ville eje oplevelsen? At vi i vores forbrugerkultur, har en tendens til at ville eje ting. Nå, det er en hel anden snak.

Så hvad er det der gør at folk synes det er så vigtigt at dokumentere deres liv hele tiden?

brains-rewars-systemNår man står med en mobil i hånden det meste af sin dag, så er det utrolig nemt at dokumentere livet omkring sig. Sker der noget sjovt eller spændende, så kan man lige tage et billede eller filme det. Det er vel helt naturligt? Lidt ligesom når man tog på ferie før i tiden og altid havde kamera og en masse ruller film med. Det er da bare gode minder?

Men er det stadig bare gode minder når vi gennemfotograferer vores hverdag med mobiler? For det vi gør nu, som er så meget anderledes end før, er at vi som regel deler disse billeder og film på de sociale medier og så er der noget helt andet på spil, nemlig den sociale anerkendelse, som spiller så stor en rolle i de fleste menneskers liv. Sociologen Alex Honneth beskriver der således: “Den sociale anerkendelse indebærer en anerkendelse af individet som medlem af fællesskabet og som et særegent individ, en anerkendelse af individet som en positiv bidragyder til gruppen, fællesskabets eller samfundets organisering. ”

Lægger man noget på Facebook eller Instagram, så er det rarest at få likes eller hjerter, for får man slet ingen, kan man godt føle sig lidt “upopulær”.

Your ads will be inserted here by

Easy Plugin for AdSense.

Please go to the plugin admin page to
Paste your ad code OR
Suppress this ad slot.

Når nu de sociale medier efterhånden er kendt for en hvis form for selviscenesættelse (der er ikke mange der tør stå frem med morgengrimhed eller nederlag på Facebook), så kunne jeg godt forestille mig at folk filmer begivenheder, for at vise hvor spændende et liv de fører. At når man har været til Lars H.U.G koncert, så kan man underholde på Facebook med en video der viser hvordan vi alle sang med på “Kysser himmelen farvel”. Når folk så oven i købet ’liker’ opslaget eller kommenterer det med positive tilkendegivelser, så bliver man jo så glad og den følelse ryger lige i hjernens belønningssystem og udløser dopamin, et dybt afhængighedsskabende stof, som vi ønsker mere af. Dette er så den fysiske reaktion på den føromtalte sociale anerkendelse.

Jeg delte også min oplevelse med Lars i torsdags, dels som en hyldest til manden, men vel dybest set for at dele det med mine forbindelser på Facebook, så de kan følge lidt med i mit liv. At folk så likede og kommenterede var dejligt, hvilket gør mig lige så underlagt det belønningssystem som alle andre.

Kan man sige fra overfor teknologien?

Brugen af digitale medier bliver defineret hele tiden og teknologien kan kun overmande os, hvis vi lader os overmande. Man bliver simpelthen nød til at sætte grænser i sit forbrug af dem. Der kommer flere og flere artikler, hvor forældre bliver vejledt i, hvordan de skal sætte grænser for deres børns brug af teknologiske medier, for de stakkels børn, kan ikke selv styre det. Her til morgen trækker det overskrifter, at “tablet-børn” bliver asociale.

Det er os voksne, der skal lære børnene, at der er grænser for brugen af digitale medier, fordi det at multitaske ikke er hverken sundt eller særlig smart. Du lærer ingenting, hvis du ikke koncentrerer dig i undervisningen og du gør kun tingene halvt, når du ikke er helt til stede. Men vi voksne skal så sandelig også lære det selv! Vi har alle prøvet at sidde for længe foran Facebook og ærgre os over den spildte tid.

Derfor er det, efter min mening, ekstremt vigtigt at vi lærer at sætte grænser for teknologien i vores hverdag.

Men tilbage til selve koncerten. Der blev hevet en mobil frem her og der, men det var ikke så generende som jeg før har oplevet, lige indtil der var en ældre gut der stillede sig op og begyndt at filme – lige midt i mit synsfelt! Og så var det at jeg meget resolut, med et smil på læben, prikkede gutten på skulderen og udbrød: – Ikke lige dér hva? Han kiggede forbavset på mig og stillede sig så et andet sted hen, sikkert til gene for en anden stakkel, men nu var han ikke min hovedpine længere.

Så nemt var det. Nu var jeg heldig, at det kun handlede om den ene episode, men havde jeg stået til en koncert med tusindvis af unge i gang med at filme, så havde ikke været muligt. Så havde jeg bare måtte finde mig i det. Måske et udtryk for at behovet for anerkendelse er større blandt unge end midaldrende? Nå, det er igen en anden snak..

Som en der beskæftiger sig med teknologi dagen lang (digital design), er jeg i den grad underlagt den for at kunne udføre mit job, men når jeg står til en koncert, så skal teknologien ikke ødelægge min oplevelse dér. Hver ting til sin tid. Så når du næste gang står til en koncert og nogen filmer i dit synsfelt, så kan du bare bede folk om at flytte sig – eller endnu bedre, bede dem helt lade være med at filme og bare nyde øjeblikket som det er, uden ønske om at blive anerkendt for det senere på Facebook. Jeg er sikker på at det bliver en bedre koncert for alle parter.

 

Comments

  1. pia

    Godt skrevet og så sandt så sandt slip mobilen og nyd musikken eller filmen eller hvad du ser og oplever

  2. karinhoegh285087038

    Det er jo ikke så meget teknologien, der er noget galt med. Mobiltelefoner er fantastiske – og smartphones endnu mere fantastiske, men det er måden, mennesker bruger teknologierne på, der kan være irriterende. Hvorfor filme en koncert, bare fordi man kan?

  3. Dorthe Meyer

    Tak Pia og Karin for jeres kommentarer. Og det er rigtigt, at pointet er, at bare fordi teknologien gør ting mulige, er det måske ikke altid det bedste at gøre.

Submit a Comment

Skriv en kommentar